• Mærsk-skibe afvist i Spanien efter mistanke om israelske våben

    ソース: BDK Borsnyt / 09 11 2024 07:08:50   America/Chicago

    To Mærsk-skibe er blevet nægtet anløb i den spanske havneby Algeciras på grund af mistanke om israelske våben om bord. Det skriver flere medier herunder den spanske avis El Pais. De to fragtskibe "Maersk Denver" og "Maersk Seletar", der er fra rederiets datterselskab Maersk Line, Limited, havde anmodet om at gøre stop ved havnen henholdsvis 8. og 14. november - men er blevet afvist af de spanske myndigheder. Det spanske udenrigsministerium oplyste fredag, at man gik i gang med at undersøge, hvorvidt der var i hold i mistanken om israelske våben om bord. - Hvis oplysningerne bliver bekræftet, vil alle nødvendige foranstaltninger træde i kraft, lød det fra en talsperson fra ministeriet. Mærsk bekræfter i et skriftligt svar til Ritzau, at fragtskibet "Maersk Denver" er blevet omdirigeret fra havnen i Spanien til Tanger i Marokko. Rederiet kan ikke bekræfte, at "Maersk Seletar" også skulle være blevet afvist. - Grundlaget for de spanske myndigheders beslutning om at nægte adgang til havnen i Algeciras er dog uklart for os, da lasten fuldt ud overholder nationale og internationale love og regler, skriver rederiet. Ifølge Mærsk er der hverken våben eller ammunition om bord. Mærsk har været i dialog med myndighederne for at forstå, hvorfor "Maersk Denver" er blevet nægtet adgang. Rederiet mener, at Spanien må have ændret sine kriterier og nu afviser skibe, der transporterer militærrelateret materiale til eller fra Israel - til trods for at det er lovligt. Der er militærrelateret gods om bord på "Maersk Denver", bekræfter Mærsk. Myndighederne i Spanien har siden maj gennemført en nyere politik om at afvise skibe, der transporterer våben til Israel. Dengang lød det fra den spanske udenrigsminister, José Manuel Albares, at det skete af én åbenlys årsag. - Mellemøsten har ikke brug for flere våben, det har brug for mere fred, lød det ifølge dpa. Spanien er en af de hårdeste kritikere i Europa af Israels militære aktioner mod den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza. Den spanske regering annoncerede i februar, at våbeneksporten til Israel var blevet suspenderet i oktober. Beslutningen om at afvise alle skibe lastet med våben til Israel er sket i tråd med dette, sagde udenrigsministeren også i maj. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/maersk-skibe-afvist-i-spanien-efter-mistanke-om-israelske-vaaben
シェアする